Content warning: Denne artikel indeholder beskrivelser af livet med en spiseforstyrrelse. Kæmper du med en spiseforstyrrelse, er det altid det bedste at søge hjælp - f.eks. hos foreningen for spiseforstyrrelse og selvskade.
Dette gæsteblogindlæg er skrevet af Nicoline Stieper på 27 år, som er kunstner, foredragsholder og skribent/blogger.
Da jeg var 16 år, blev jeg akut indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien på døgnafsnittet for spiseforstyrrelser på Bispebjerg Hospital. Forud for dette havde en årrække med alvorlig mistrivsel i folkeskolen ført til stresssygemelding samt belastningsreaktioner som angst, depression og til sidst udvikling af svær anoreksi.
Det var under indlæggelsen, at en sygeplejerske bragte autismediagnosen på banen første gang. Jeg var ekstremt sanseforstyrret, jeg havde et meget stort behov for forudsigelighed og struktur både i forhold til dagligdagen og de ansatte. Autismediagnosen blev dog hurtigt skudt ned, fordi man mente, at det primært var angst og spiseforstyrrelse, der lå til grund for min adfærd.
Som 18-årig var jeg stadig for ’dårlig’ til at kunne komme ud i et alment uddannelsestilbud. Der var sket en klar forbedring af spiseforstyrrelsen, men mit generelle stress- og funktionsniveau var ikke blevet væsentligt forbedret. Jeg skulle derfor udredes igen, og her blev jeg blandt andet diagnosticeret med autisme og ADD.
Jeg er i dag 27 år. Jeg har gået i mange forskellige specialtilbud samt behandling, og jeg er et meget bedre sted. Alligevel er det aldrig rigtig lykkedes mig at slippe de spiseforstyrrede mønstre helt. De seneste år har jeg derfor brugt meget tid på at undersøge (selv og med en terapeut), hvordan det kan være, at det har været så svært at blive rask, samt hvorfor jeg i første omgang blev syg med anoreksi.
I den selvransagelse er det gået op for mig, at autisme og ADHD har haft stor indflydelse på begge dele, men at det også er der nøglen til heling ligger.
Sammenfald mellem autisme, ADHD og anoreksi
Ifølge Socialstyrelsen har ca. 30 procent af dem, der udvikler en længerevarende spiseforstyrrelse, autisme eller en anden form for komorbiditet ( Socialstyrrelsen 2022). Nye studier viser at 50 -80 % af alle med en autismediagnose også vil have ADHD (Autismeforeningen). Flere internationale studier viser et sammenfald mellem autisme og anoreksi (Brede et.al., 2020, Westwood & Tchanturia, 2017)
Min historie er altså langt fra enestående. Desværre. Alligevel er der ofte mangel på en samlet specialviden om alle tre diagnoser. Det gælder både for psykiatrien, bosteder og specialtilbud. Symptomer kan nemt blive forvekslet og blandet sammen, derfor er der stor risiko for, at enten autisme/ADHD eller en spiseforstyrrelse kan blive overset. Jeg har skullet lede længe efter behandlere, som ved noget om kombinationen af alle tre diagnoser.
Spiseforstyrrelse som belastningsreaktion og mestringsstrategi
Spiseforstyrrelsen var for mig (som så mange andre) en reaktion på mange års belastning, hvor jeg havde skulle navigere i utilpassede krav og forventninger, og derfor havde overkompenseret og maskeret for at fremstå normal og passe ind. For mig var det en spiseforstyrrelse, men det kunne lige så godt have været OCD, angst, et misbrug eller lign.
Spiseforstyrrelsen blev en mestringsstrategi til at overleve i en verden, jeg ikke forstod, og som ikke forstod mig. Det hjalp mig til at lukke ned for min krop og mit hoved. Det var et (ubevidst) desperat forsøg på at håndtere de udfordringer, jeg havde, og som jeg i dag ved hang utrolig meget sammen med den uopdagede autisme og ADHD.
Spiseforstyrrelsen kunne dæmpe tankemylder og sanselig overstimulering. Den gav mig en følelse af kontrol og mening, som jeg ikke kunne finde andre steder i livet. Den gav mig en identitet og en retning. Jeg blev pludselig set og fik (desværre) endelig den anerkendelse, jeg havde hungret efter hele mit liv. Kroppen blev den måde jeg (ubevidst) kunne synliggøre alt den smerte og mistrivsel, jeg oplevede indeni.
Hvorfor ADHD- og autismehjerner er mestre i at fastholde spiseforstyrrede mønstre
Den måde en ADHD- og autistisk hjerne fungerer på falder (desværre) rigtig godt i hak med den måde anoreksi fungerer på. Det har også gjort, at det har været svært for mig, og mange andre, at blive helt rask igen. Jeg vil komme kort ind på de to største årsager til dette, som jeg ser det:
ADHD-hjernen har en nedsat evne til at transportere signalstofferne dopamin (belønning) og nordadrenalin (stimuli). Derfor vil den have en større tendens til at opsøge belønning og stimuli udefra, og der skal ofte mere stimuli til, før den bliver tilfredsstillet (den er i underskud). Mennesker med ADHD vil derfor også have en højere risiko for at udvikle en afhængighed eller et decideret misbrug. Når man sulter og overmotionerer, så vil kroppen i første omgang udsende store mængder af adrenalin. Kroppen går i alarmberedskab. Den skal være klar til at kæmpe eller flygte. Man kan føle sig helt ’høj’: ekstatisk og energisk. Det er afhængighedsskabende. Det er en form for selvmedicinering. Men som med alt andet misbrug, så skal der hele tiden mere og mere til for at få det samme ’kick’. Og på et tidspunkt giver en udhungret og overbelastet krop op. Det kræver dog meget at lære at finde energi, glæde og tilfredsstillelse på andre måder, når man først er røget ind i selvmedicineringens rus, og når man fra sit naturlige udgangspunkt i forvejen er i konstant underskud.
Den autistiske hjerne elsker systemer og trives med klare rutiner og regler. Den er oftest meget afhængig af sådanne faste strukturer og principper for at kunne navigere i en foranderlig og overvældende verden bl.a. på grund af nedsatte eksekutive funktioner og forestillingsevne (Du kan læse mere om dette i Silkes artikel om autisme og den forudsigende hjerne). Særligt en overbelastet autistisk hjerne vil have tendens til at blive meget rigid i sine regler og systemer, hvilket spiller rigtig godt sammen med en restriktiv spiseforstyrrelse, der også bygger på meget rigide regler og systemer for at fastholde en følelse af kontrol. Derfor kan den autistiske hjerne have rigtig svært ved at slippe spiseforstyrrede vaner og mønstre, for man kan ikke bare fjerne disse fra den ene dag til den anden uden noget at sætte i stedet. Derfor er min erfaring, at det ofte er nødvendigt at indøve nogle sunde autismevenlige regler (eller rammer som jeg hellere vil kalde det), som kan erstatte de usunde spiseforstyrrede regler. Det kræver dog meget tid og tryghed.
Vejen til heling går gennem accept og respekt
Igennem processen med at slippe spiseforstyrrelsen har jeg oplevet, at nogle af mine ADHD- og autistiske træk er blevet tydeligere. Jeg har ikke længere kunne maskere dem bag min spiseforstyrrelse, som jeg ellers har gjort. Det har været meget skræmmende, og jeg har været meget sårbar overfor omverdens reaktioner. Jeg har været bange for, at det betød, at jeg nu var blevet ’dårligere’ eller mere ’syg’. I virkeligheden betyder det, at jeg fortsat bliver mere og mere mig selv.
Jeg tror, at vejen til heling og trivsel går igennem et løbende arbejde med at acceptere og ikke mindst respektere sig selv inkl. de diagnoser man evt. måtte have. Det har været altafgørende for mig at lære at forstå, hvad det betyder for mig at have en neurodivergent hjerne både ift. begrænsninger og styrker. Ud fra den forståelse og accept har jeg kunne begynde at leve et liv, som jeg rent faktisk kan være i, uden at skulle have en spiseforstyrrelse for at overleve.
Dette arbejde kræver dog ikke bare noget af dig selv som individ, men også at du færdes i miljøer med nogle mennesker, som kan rumme, støtte og fremelske det bedste i dig. Det kræver et liv og en hverdag, som du kan trives og være i, ligesom du er.
Dette blogindlæg er blot et udsnit af det, jeg kunne skrive om Autisme, ADHD og anoreksi. Så hvis du er blevet nysgerrig på mere viden om emnet, kan du blandt andet finde det her:
Rapport:
https://autismeplatform.dk/wp-content/uploads/Autisme-og-spiseforstyrrelser-3.pdf
Vidensbank:
Foredrag:
https://www.valmuensverden.com/foredrag-jeg-tilbyder/autismeadhdoganoreksi
_____________
Efterskrift, skrevet af Silke Ena Svare Arbo
TW: Følelsesmæssig beskrivelse af at være pårørende til en person med anoreksi.
Denne del af min søsters historie er delt med hendes viden og samtykke.
Sommeren 2019 var et hårdt vendepunkt for hele min familie. Min lillesøster havde nemlig udviklet spiseforstyrrelsen anoreksi, og i sommeren 2019 havde spiseforstyrrelsen taget så meget over, at hun skulle i behandling. Det var en tricky situation, for min lillesøster var meget ung og hun havde autisme (hun bruger person first sprog om sin diagnose) - derfor ville man ikke indlægge hende på psykiatrisk afdeling. Jeg husker ret tydeligt hvor meget det komplicerede hendes behandling, at hun ikke havde den neurotype psykiatriens behandlingsmetoder var lavet til.
Jeg husker årene efter som barske. Min lillesøster var mandsopdækket og fulgte en stram kostplan. Mit nervesystem gik i alarmberedskab hver gang vores mor ringede, fordi jeg var bange for, der havde været en negativ udvikling i min søsters behandling. Min søster havde meget ufrivilligt skolefravær de år, fordi hendes skole ikke kunne varetage behandlingen af hendes spiseforstyrrelse. Min lejlighed var et af de få steder hun kunne besøge uden at mindst en af vores forældre var til stede, fordi min mand og jeg kendte situationen og kunne varetage kostplanen i korte tidsrum.
En af de dage, jeg husker særligt tydeligt, var en dag i efteråret 2019. Min søster og jeg har altid elsket at tage i centeret sammen, så det var det første hun gerne ville, da hun måtte den slags igen - en tur i Rødovre Centeret. Hun måtte stadigvæk ikke bevæge sig for meget, så jeg husker at køre hende rundt mellem butikkerne i en indkøbsvogn. Det var første gang jeg turde tro på, at hun nok skulle få det godt igen.
I dag er min søster et sted, hvor hun har det bedre - hun er ikke 100% rask af spiseforstyrrelsen, men hun er så langt i sin recoveryproces, at hun lever et ret normalt ungdomsliv for et ungt menneske med autisme. Men min familie og jeg kommer altid til at være mærket af de år, hvor min lillesøster var i behandling for spiseforstyrrelsen.
Netop derfor er intersektionen mellem autisme og spiseforstyrrelse er noget, jeg er meget nysgerrig på og optaget af. Jeg kommer aldrig til at forstå 100% hvordan det var at være min lillesøster i de år, hvor spiseforstyrrelsen var værst - men det tætteste jeg kommer på, er at lytte til autistiske mennesker, som også har prøvet at have anoreksi.
Derfor gør det mig utroligt glad, at søde og dygtige Nicoline Steiper har sagt ja til at skrive dette gæsteblogindlæg til min hjemmeside om autisme og spiseforstyrrelse - og jeg vil varmt anbefale dig at læse med på Nicolines hjemmeside, sociale medier og at komme til et af hendes foredrag, hvis du vil vide mere om emnet. Du kan finde relevante links nedenfor.
Mail: artbyvalmuen@gmail.com
Instagram: artbyvalmuen
Hjemmeside: www.valmuensverden.com
__________________________________
Har du nogle spørgsmål efter at have læst denne artikel, finder du svar på ofte stillede spørgsmål ved at klikke her - og skulle du have lyst til at støtte det formidlende arbejde jeg laver på min hjemmeside, og samtidig få adgang til mit nyhedsbrev, kan du læse mere om hvordan du kan gøre det ved at klikke her.
