top of page

Ofte stillede spørgsmål

Her finder du svar på de spørgsmål jeg oftest får fra jer, der besøger min hjemmeside.

Hvilke diagnoser har du selv?

Jeg (Silke) er diagnosticeret med autisme (Aspergers Syndrom) i 2016, og med ADHD i 2021.

Jeg selv eller en jeg kender har lige fået en autismediagnose. Hvor skal jeg starte henne?

Det kommer an på, hvordan du foretrækker at få din viden. I min optik, så er det vigtigste når man er helt nydiagnosticeret, at få en grundlæggende forståelse for hvad autisme er, og hvordan det kan præsentere sig forskelligt hos forskellige mennesker.

Hvis du gerne vil have alt forklaret og gennemgået step-by-step, så vil jeg anbefale dig at købe adgang til mit online grundkursus om autisme. Det er udviklet med fokus på at give en grundig introduktion til autisme, både i teori og i praksis, på et niveau hvor alle kan være med.

 

Sektionen med viden og rådgivning her på hjemmesiden, giver et godt overblik over de mange materialer og muligheder, som det er godt at kende til. Der er mange gode anbefalinger til hjemmesider, bøger, og instanser, som du kan kontakte, hvis du har brug for hjælp.

Jeg har også selv skrevet en del artikler om autisme og ADHD. Af dem vil jeg anbefale at starte med:

 

Hvis du er glad for at lytte til podcasts, vil jeg anbefale dig at starte med AutoRadio og Molis’ Autisme på Hjernen.

 

Hvis du er glad for YouTube-videoer, vil jeg anbefale dig at se alle (ja alle) videoerne på YouTube-kanalen Autistiske Rollemodeller.

 

Hvis du er gladest for at læse bøger, vil jeg anbefale dig at starte med ‘Autisme og den forudsigende hjerne’ af Peter Vermeulen. Hvis du mest af alt mangler strategier til at håndtere hverdagen, vil jeg anbefale 'Hverdagsstrategier til voksne med ADHD og autisme'

Find den fulde liste over bøger jeg kan anbefale her

Kan man booke sparring, samtaler eller rådgivning hos dig?

Nej, det er desværre ikke muligt endnu - men med mit jobskifte til Molis, så kommer man til at kunne booke peer-mentor samtaler med mig i den nærmeste fremtid. Vil du være sikker på at du får besked, så snart bookingen af samtaler hos mig åbner, så send en mail til info@molis.dk, så får du besked når ventelisten åbner.

Jeg overvejer at booke dig ud til et foredrag. Hvad skal jeg vide?

Først og fremmest vil jeg anbefale dig at læse det jeg har skrevet om booking af mine foredrag her, samt de anbefalinger jeg har modtaget af mine foredrag og

mit generelle arbejde her.

Det er også værd at vide, at hvis man forsøger at booke mig til noget, der skal afvikles i almindelig arbejdstid, så er det 100% min arbejdsplads, Molis, der er ansvarlig for forhandlingen af pris, logistik, mm. - de forhandler på baggrund af rammer jeg har sat for, hvad jeg kan bookes ud til, men i sidste ende er det min kursus- og udviklingschef, der lukker aftalen, inden den sendes videre til mig.

 

Hvis du har spørgsmål til priser, datoer eller logistik omkring booking af et potentielt foredrag, så send mig en mail på silkesvare@gmail.com, så svarer jeg det bedste jeg kan, eller sender dig videre til nogen, der kan svare.

Hvor har du din viden om

ADHD og autisme fra?

Jeg har det meste af min viden fra mine levede erfaringer, men har i de senere år brugt tid på at tilegne mig teoretisk og praktisk viden fra professionelle på autismeområdet.

 

Jeger vokset op i en stor autistisk familie, med intet mindre end 5 autistiske søskende - 3 yngre søskende, som jeg har været storesøster for altid, og to ældre søskende, som jeg deler en biologisk forælder med og som er kommet til den samlede søskendeflok efter vi blev voksne. Af den samlede søskendeflok på 6 mennesker, er vi 5/6 der er formelt diagnosticerede med autisme.

At vokse op omgivet af autistiske mennesker - de første mange år uden at vide, at vores hjerner var autistiske - har gjort, at jeg intuitivt har lært at afkode, aflæse og forstå autistisk kommunikation og signaler, for “det var jo bare sådan vi var hjemme hos mig”.

 

I 2016 blev jeg som den første af os diagnosticeret med autisme. Det var kulminationen på et langt folkeskoleforløb, der var endt i skolevægring og mistrivsel. Diagnosen gjorde mig desperat efter svar - hvad var det, der gjorde mig anderledes? Og hvad var det, jeg havde misset i alle de år?

Det blev starten på min personlige interesse for autisme, og hvordan den autistiske hjerne fungerer - særligt med afsæt i autistiske menneskers indefra-perspektiv, og hvordan autistiske mennesker fortolker og forstår den teoretiske viden.

Interessen for ADHD kom til i 2021, da jeg blev diagnosticeret med ADHD, og flere af mine søskende og andre nære relationer har også fået en ADD eller ADHD-diagnose oveni deres autismediagnose. Min forståelse af ADHD er lært og forstået på samme måde som min forståelse for autisme.

 

Senere fik jeg i kraft af min tidligere position i Autisme Ungdom adgang til at arbejde sammen med forskellige fagpersoner fra blandt andet Molis, Center for Autisme, Specialområde Autisme og Center for Skolevægring. Vi samarbejdede ofte omkring forskellige projekter med autisme og/eller ADHD i centrum, hvilket gav mig adgang til deres forståelse, viden og tilgange.

Resultatet er blevet det, jeg kærligt kalder en “neurodivergent mesterlære” - 25 års levet liv (and still counting) med praktisk erfaring med autisme fra eget levet liv, 10 års personlig interesse, og mere end 5 års frivilligt og professionelt arbejde med autisme og ADHD.

Det vigtigste at forstå er, at jeg har lært alle de her ting på en måde, man ikke kan læse sig til - jeg har lært det ved at observere, forstå, mærke og opleve verden, herunder mødet med autistiske mennesker jeg elsker, gennem min egen autistiske linse. Og dé erfaringer har jeg så senere kunnet sammenholde med de fagbegreber, jeg har lært i teoribøgerne, og lært om fra fagprofessionelle, jeg har samarbejdet med.

Kan jeg støtte dit arbejde på nogen måde?

Ja, det kan du - først og fremmest kan du hjælpe mig ved at læse, like og dele de ting jeg skriver, både på hjemmesiden her og på sociale medier. Jeg er især aktiv på LinkedIn og på Instagram.

 

Ønsker du at støtte mit arbejde økonomisk, kan du vælge at støtte med et fast månedligt beløb på platformen 10'er -

det kan du læse mere om her.

bottom of page