Velkommen til webshoppen
Her kan du købe adgang til forskellige online foredrag om autisme, jeg har udviklet til dig, der ønsker at tilegne dig fagligt opdateret viden om autisme med indefraperspektivet i fokus i dit eget tempo.
Det her online grundkursus om autisme er udviklet med omtanke, kærlighed og respekt for de mennesker, jeg skal hjælpe. Det er udviklet med tanken om al den viden, jeg ville ønske, at nogen havde givet mig og mine forældre, da jeg fik min autismediagnose i 2016 - og alt det, som jeg som voksen autist ville ønske, at flere mennesker omkring mig vidste.
Du kan både se kurset som nydiagnostiseret med autisme, hvis du har været diagnostiseret nogen tid og vil lære mere om autisme med fokus på indefraperspektivet eller hvis du er fagperson og vil have min vinkel på det at være autist.
I foredraget “Autismeviden for Børn og Unge” fortæller jeg personligt og relaterbart om autisme uden svære ord eller voksenforklaringer. Her handler det om at blive klogere på sig selv og hinanden – og måske genkende noget fra sit eget liv.
Udover at forklare hvordan den autistiske hjerne fungerer i et sprog, som er meningsfyldt for børn og unge, deler jeg også ud af strategier fra mit eget levede liv, til inspiration for dem, som ser med.
Foredragets sprog og forklaringer er målrettet børn og unge i alderen 10 - 14 år, men yngre børn kan muligvis også få glæde af det - det er op til forældre og/eller nære relationer at vurdere, om det er passede for et barn yngre end 10 år at se med.


