Jeg oplevede selv ufrivilligt skolefravær og senere skolevægring, som fyldte meget i min skoletid. I dag arbejder jeg som peer-medarbejder i Center for Skolevægring, en del af Behandlingsskolerne. I denne artikel kommer jeg omkring mine personlige og professionelle erfaringer med skolevægring, samt 10 ting jeg har lært af at arbejde med børn og unge i skolevægring.
Mine egne oplevelser med Skolevægring
Da jeg gik i skole, var det altid det samme til skole-hjem-samtalerne.
- Silke klarer den så godt fagligt, vi har svært ved at udfordre hende
- Silke har svært ved det sociale, vi ved ikke hvordan vi skal hjælpe hende
- Silke har for meget fravær, det skal vi have ændret, men hun er så godt med fagligt, at vi ikke er bekymrede for dén del
At skole-hjem-samtalerne fulgte det mønster hver gang, var et symptom på en grundlæggende udfordring, som min skole forsøgte at undgå at forholde sig til; jeg var autist, og vidste det ikke endnu, og havde derfor svært ved at være i skole.
Min fraværsprocent var aldrig under 20% på den skole. Det er gennemsnitligt en dag om ugen, jeg ikke kom af sted. I 9. Klasse, hvor min Skolevægring var værst, og man var nødt til at reducere mit skoleskema, vil jeg gætte på at jeg var fraværende 40% af tiden - ikke fordi jeg ikke ville i skole, men fordi jeg simpelthen ikke var i stand til det. Jeg afsluttede også 9. Klasse med en sygemelding af samme årsag - mit mentale helbred var simpelthen for ustabilt til, at det var forsvarligt at sende mig videre i uddannelsessystemet efter jeg afsluttede folkeskolen. Det har jeg allerede skrevet en del om i artiklen “Accept af min autismediagnose.”
Mine lærere forsøgte at gøre det bedste de kunne, med de ressourcer de havde. De implementerede særlige regler for mig, såsom at jeg måtte blive inde i ude-frikvartererne, at jeg ikke behøvede være i en gruppe når vi lavede gruppearbejde, at jeg måtte tage pauser ved behov og høre musik i timerne - men det var ikke nok. Mine lærere vidste også godt, at det ikke var nok. Men det hele startede i 2010-2011, da første runde inklusion og udlicitering af udgifter til de enkelte skoler stod på, og grundet dét, et faldende elevtal og presset økonomi, ville skoleledelsen ikke henvise til PPR, så jeg kunne få den hjælp jeg skulle bruge.
Mine forældre gjorde, hvad de kunne, for at få skolen til at se mine udfordringer, og at få dem til at hjælpe mig. Men den ansvarlige skoleleder var hurtig til at sige “vi ser ikke problemerne her, hun er jo så god fagligt - og hvis det er derhjemme, problemerne er, så må det være derhjemme, der er noget galt.” Det gjorde mine forældre bange for at insistere på den hjælp, de godt vidste jeg havde brug for. Resultatet blev, at jeg endte helt derude, hvor selvmordstanker og skolevægring blev en del af mit liv, før jeg fik den hjælp, jeg havde brug for - det har jeg allerede skrevet en del om i artiklen "Min vej til autismediagnosen”.
Jeg ved at jeg som barn gjorde mig umage for at maskere og gemme mine udfordringer. Men at skolelederen sagde til mine forældre, at de ikke så nogle udfordringer på selve skolen, har jeg svært ved at forstå. Dels grundet det høje fravær, dels fordi jeg havde gennemsnitligt en nedsmeltning på skolen en gang om ugen, hvor jeg sad ude på toiletterne og græd - og skreg af folk, der prøvede at hjælpe mig. Der var en støttepædagog i min klasse i 5. og 6. klasse, som var tilknyttet en af de andre elever, men i praksis brugte mindst lige så meget tid på mig. Jeg ved min skole var opmærksomme på det, for jeg har snakke med en af de andre skoleledere efter jeg blev voksen, og den person italesatte selv, at “undervisning i min klasse altid gled nemmere, når [pædagog] havde et øje på mig.”
Den skoleleder, der havde sagt til mine forældre, at hvis problemet måtte være derhjemme, var i øvrigt inviteret til det aller første foredrag jeg holdt tilbage i 2021. Det var et foredrag for en masse skoleledere i Holbæk Kommune, hvor jeg fortalte om min skolegang og mine oplevelser med skolevægring og mistrivsel. Den pågældende leder måtte melde fra i sidste øjeblik, fordi der var opstået noget akut, hun måtte forholde sig til. Det er i hvert fald den forklaring jeg fik.
Mit arbejde i Center for Skolevægring
I dag arbejder jeg som Peer-medarbejder Center for Skolevægring, der er en del af Behandlingsskolerne, og der har jeg arbejdet siden juni 2024. At jeg arbejder der som peer-medarbejder betyder, at hvor mine kollegaer er ansat på baggrund af deres uddannelser som pædagoger, lærere, psykologer, ergoterapeuter og lignende - så er jeg ansat på baggrund af mine levede erfaringer med autisme, ADHD og skolevægring.
Mine arbejdsopgaver inkluderer blandt andet at have sparringer med mine kollegaer, komme med anbefalinger med afsæt i mine erfaringere til kolleger og ledelse, at holde oplæg for både forældre og personale, og at have 1:1 samtaleforløb med elever, der har brug for en voksen at snakke med, der forstår hvordan det er at være dem. Mange af mine samtaler med eleverne kommer til at have et element af psykoedukation og hverdagsmestring, fordi det er dét, de søger hos mig - de vil gerne høre om min forståelse og mine erfaringer, som et voksent menneske, der har prøvet at være hvor de er.
Mine erfaringer er altså min vigtigste kompetence i mit arbejde, fordi mine kollegaer ved og anerkender, at indefra-perspektivet er vigtigt og værdifuldt. Det er jeg virkelig stolt af - og jeg er især stolt af at kunne bruge alle mine erfaringer med autisme, ADHD og skolevægring til at hjælpe andre i samme situation, som jeg var i for 10-15 år siden. Det hjælper mig med at finde noget mening i alle de svære ting jeg måtte gå igennem.
10 ting jeg har lært af at arbejde med børn og unge i skolevægring
Da jeg kunne fejre 1-års jubilæum Center for Skolevægring, lavede jeg en liste med 10 ting jeg havde lært af at arbejde med børn og unge i skolevægring på. Den liste blev ret populær, og er på opfordring fra følgere senere blevet til en plakat - en plakat, som blandt andet har været med til foredrag for 270 medarbejdere i Randers Kommune (på opfordring fra den person, der bookede foredraget).
Listen over ting, jeg har lært, er som følger:
1: Børn og unge i skolevægring gør altid det bedste de kan med de ressourcer og kompetencer de har.
2: Når børn og unge i lang tid - nogle gange i flere år - har oplevet at voksne er svære at stole på, og at de presser en til ting man ikke har lyst til, så tager det tid at overbevise dem om, at man ikke er som de andre voksne (hvor kliché det end lyder). Man er altså nødt til at være tålmodig med dem.
3: Man kommer langt med at kunne forstå deres sprog. Det har for mig inkluderet at læse op på den specifikke type slang, der kaldes “brain rot”. Jeg siger bare - det er altså sket at jeg i et journalnotat har været nødt til at skrive “skibidi toilet”. No cap.
4: Hvis ikke aktiviteten er meningsfuld for barnet/den unge, så får du dem ikke til at gøre det. Hvis det derimod ER meningsfyldt, så kan de her børn og unge helt utroligt meget. Meningsbærende forklaringer er altså et must.
5: Det gode forældresamarbejde gør en kæmpe forskel. Dyrk det. Prioriterer det. Det går bare hurtigere og bedre når forældre og netværk omkring barnet er medspillere i stedet for modspillere - og det kræver samarbejde og tillid.
6: God planlægning er afgørende, især hvis man skal noget nyt. For nogle virker de 10 H’er, for andre er en liste nok. Det vigtige er, at jo flere gange børnene oplever, at man som voksen har styr på detaljerne i planen, jo mere trygge bliver de ved at være sammen med en. Det er et win.
7: Det er ofte meget mere meningsfuldt at snakke om noget man laver sammen, end at snakke om hvordan man har det, eller om ligegyldig smalltalk om f.eks. vejret. Derfor bliver diverse spil hurtigt et godt værktøj til at starte samtaler med disse børn og unge.
8: De fleste af de her børn og unge vil gå langt for at få en ven, især hvis de ikke oplever at have venner i forvejen - og det er der mange af dem, der ikke gør.
9: Man er nødt til at lære at improvisere og at holde hovedet koldt, når tingene ikke går efter planen. Det sker oftere end man tror.
10: Med rette støtte fra trygge og tillidsfulde fagpersoner, som har de rette kompetencer, samt støtte fra forældre og/eller netværk, kan børn og unge i skolevægring godt komme i trivsel - også selvom de har et tungt skolevægringsforløb bag sig.
Hvis du vil vide mere …
Hvis du vil vide mere om skolevægring, så kan jeg anbefale dig at se dokumentaren ‘Skolens Tabte Børn’. Den finder du på DRTV her. Content Warning for børn i mistrivsel og affekt, systemstress og -svigt, forældre der udvikler belastningsreaktioner grundet børns mistrivsel og svigt fra systemet.
Hvis du vil vide mere om, hvordan vi i Center for Skolevægring arbejder med børn og unge, så var der en ret god artikel om dét i Socialmonitor sidste år - den kan du læse her.
Vil du have ideer til konkrete politiske løsningsforslag, der skal løse den stigende samfundsproblematik som skolevægring er, så har Forældrekommissionen fra ‘Skolens Tabte Børn’ lavet nogle virkelig gode løsningsforslag - dem finder du her.
Og plakaten med de 10 ting jeg har lært? Den kan du downloade som PDF-fil nedenfor
__________________________________
Har du nogle spørgsmål efter at have læst denne artikel, finder du svar på ofte stillede spørgsmål ved at klikke her - og skulle du have lyst til at støtte det formidlende arbejde jeg laver på min hjemmeside, og samtidig få adgang til mit nyhedsbrev, kan du læse mere om hvordan du kan gøre det ved at klikke her.
