Når personlige fortællinger får faglig autoritet - hvem tager så ansvaret for konsekvenserne?
Gæsteblogindlæg af Stinne Kaab

Debatten om den omstridte workshop på Skivekonferencen 2026 handler efter min opfattelse om noget langt mere alvorligt end fire menneskers ret til at fortælle deres personlige historier. Den handler om faglig troværdighed, videnskabelig redelighed, menneskerettigheder og det ansvar, man påtager sig, når man som arrangør giver bestemte fortællinger en platform på en konference, hvor fagpersoner søger viden, som de efterfølgende kan omsætte til praksis.
Lad mig slå én ting fast fra begyndelsen: Jeg anfægter ikke de fire oplægsholderes ret til at fortælle om deres egne oplevelser. Heller ikke når disse oplevelser er smertefulde, kontroversielle eller strider mod andre menneskers erfaringer. Der skal naturligvis være plads til fortællinger om fortrudt kønstransition, identitetsforvirring, traumatiske oplevelser, mangelfuld udredning og de konsekvenser, det kan have, når autisme ikke bliver forstået eller taget tilstrækkeligt alvorligt.
Men der er en afgørende forskel på at fortælle sin egen historie og at gøre sin egen historie til en forklaringsmodel for andre menneskers liv.
Og det er netop denne forskel, jeg mener, at arrangørerne af Skivekonferencen har et ansvar for at forholde sig til.
For når fire personlige fortællinger præsenteres på en faglig konference under en samlet tematik om autisme, traumer og kønsidentitet, bliver de ikke nødvendigvis modtaget som fire individuelle livsberetninger. De bliver præsenteret i en sammenhæng, hvor deltagerne med rimelighed kan forvente at møde faglig viden. En sammenhæng, hvor undervisere, pædagoger, socialrådgivere, psykologer, behandlere og andre fagpersoner kan tage nye forståelser med sig hjem og anvende dem i mødet med autistiske børn, unge og voksne.
Derfor er det ikke tilstrækkeligt, at arrangørerne efterfølgende understreger, at oplægsholderne alene taler ud fra deres egne erfaringer. Det afgørende er, hvordan disse erfaringer bliver rammesat, formidlet og forstået.
Hvis personlige erfaringer præsenteres på en måde, der efterlader tilhørerne med en generel forestilling om, at autistiske menneskers kønsidentitet kan forklares med traumer, manglende selvforståelse eller vanskeligheder ved at passe ind i traditionelle kønsroller, bevæger man sig væk fra den individuelle fortælling og over i en generel årsagsforklaring.
En sådan forklaring kræver videnskabelig dokumentation.
Og hvor er den dokumentation?
Spørgsmålet bliver særligt relevant, når man ser på nogle af oplægsholdernes tidligere offentlige aktiviteter. På Folkemødet 2026 deltog to af dem, Nina Catalina Michaelsen og Peter Rødbro, i arrangementet med overskriften Hvorfor skifter så mange autister køn?, arrangeret af Dansk Regnbueråd. Her blev der ifølge arrangementets offentlige beskrivelse blandt andet rejst spørgsmål om psykologiske årsager til autistiske menneskers ønske om kønsskifte, om betydningen af mangelfuld autismeudredning og om psykoedukation i nogle tilfælde kunne være et alternativ til medicinsk kønsbekræftende behandling.
Det er ikke i sig selv illegitimt at undersøge sådanne spørgsmål. Men der er en væsentlig forskel på at undersøge en hypotese og at formidle den som en etableret forklaring. At deltage i et arrangement er heller ikke ensbetydende med at tilslutte sig alle formuleringer i arrangørens program. Netop derfor er det relevant at få præciseret, hvilke konklusioner oplægsholderne faktisk drager, og hvilket forskningsgrundlag de bygger dem på.
For en personlig oplevelse af, at ens egen kønstransition var forkert, eller at en autismediagnose burde have været inddraget anderledes, kan ikke bruges som dokumentation for, at andre autistiske menneskers kønsidentitet bygger på tilsvarende forhold.
Det er en grundlæggende videnskabelig skelnen mellem individuel erfaring, hypotese og generaliserbar viden.
Den skelnen er ikke en akademisk formalitet. Den kan have ganske konkrete konsekvenser for virkelige mennesker.
I januar 2026 offentliggjorde Social- og Boligstyrelsen materiale om autisme og kønsidentitet. Her fremhæves det, at der er en dokumenteret sammenhæng mellem autisme og kønsdivergens, men at årsagerne til denne sammenhæng endnu ikke er kendte. Styrelsen understreger samtidig betydningen af en individuel, respektfuld og helhedsorienteret tilgang, hvor fagpersoner tager udgangspunkt i det enkelte menneskes ønsker, behov og oplevelser og er opmærksomme på deres egne antagelser om køn.
Det er værd at hæfte sig ved.
For hvis årsagerne til sammenhængen mellem autisme og kønsdivergens endnu ikke er videnskabeligt afklarede, på hvilket grundlag kan man så præsentere bestemte psykologiske forklaringer som andet end hypoteser eller individuelle erfaringer?
Og hvordan sikrer arrangørerne, at deltagerne ikke går hjem med en forestilling om, at autistiske menneskers kønsidentitet som udgangspunkt bør betragtes med særlig mistro?
Det er her, spørgsmålet om autonomi bliver helt centralt.
FN’s handicapkonvention bygger på respekten for menneskets iboende værdighed, individuelle autonomi og frihed til at træffe egne valg. Konventionens artikel 3 fastslår disse grundprincipper, artikel 12 omhandler lige anerkendelse for loven og støtte til at udøve retlig handleevne, mens artikel 17 beskytter retten til fysisk og psykisk integritet.
En autismediagnose ophæver ikke disse rettigheder.
Autistiske mennesker kan have behov for særligt tilrettelagt kommunikation, mere tid, psykoedukation, støtte til beslutningsprocesser og en grundig individuel vurdering. Men behovet for støtte er ikke det samme som manglende evne til selvbestemmelse.
Det er tværtimod et grundlæggende handicapretligt princip, at støtte skal understøtte menneskets mulighed for at udøve sin autonomi frem for at erstatte den med andres forestillinger om, hvad der er bedst.
Det betyder naturligvis ikke, at enhver ønsket medicinsk behandling skal iværksættes uden sundhedsfaglig vurdering. Det betyder, at autisme ikke i sig selv må bruges som begrundelse for at tilsidesætte et menneskes egne udsagn om identitet, behov og ønsker.
Hvis en fagperson på baggrund af en workshop begynder at forstå en autistisk ung persons kønsidentitet som et sandsynligt resultat af autisme, traumer eller manglende selvindsigt, før vedkommende overhovedet har undersøgt den unges individuelle oplevelser, er der risiko for, at fagpersonens antagelser kommer til at styre mødet.
Og så har vi et problem, der rækker langt ud over konferencelokalet.
For hvad sker der med den unge, der igen og igen oplever, at andre mener at vide bedre, hvem vedkommende er?
Hvad sker der med tilliden til fagpersoner, når egne oplevelser bliver mødt med en på forhånd fastlagt forklaringsmodel?
Og hvad sker der med muligheden for at søge hjælp, hvis den unge begynder at opleve, at hjælpen er betinget af, at vedkommende accepterer andres fortolkning af sin identitet?
Det er ikke hypotetiske spørgsmål uden betydning. Forskning viser, at transkønnede og kønsdivergente unge er en gruppe med forhøjet risiko for psykisk mistrivsel, selvskade og selvmordsrelaterede problemer. Diskrimination, social afvisning og manglende støtte er blandt de forhold, der forbindes med dårligere psykisk trivsel.
Det dokumenterer ikke, at netop denne workshop vil føre til selvmordsforsøg. En sådan direkte årsagssammenhæng kan man ikke hævde uden dokumentation.
Men det betyder, at man bør være særligt opmærksom på risikoen for at formidle generaliserende eller stigmatiserende forståelser til fagpersoner, der arbejder med en allerede sårbar gruppe.
Her mener jeg, at arrangørernes ansvar bliver vanskeligt at komme udenom.
For det er ikke tilstrækkeligt at henvise til, at alle har ret til at fortælle deres historie. Det har de naturligvis. Men retten til at ytre sig og retten til at blive præsenteret som en del af et fagligt konferenceprogram er ikke det samme.
Ytringsfrihed indebærer ikke, at en arrangør er fritaget for ansvar for den sammenhæng, ytringerne indgår i.
Og faglig kritik af et oplæg er ikke det samme som censur.
Når man sammensætter et konferenceprogram, foretager man en aktiv udvælgelse. Man beslutter, hvilke emner der skal fremhæves, hvilke perspektiver der skal repræsenteres, og hvilke oplægsholdere der skal tildeles taletid og faglig synlighed.
Det er redaktionelle beslutninger, og de indebærer et ansvar.
Derfor savner jeg konkrete svar fra arrangørerne.
Hvilke videnskabelige undersøgelser ligger til grund for workshoppen, hvis den skal bidrage med generel viden om autisme og kønsidentitet?
Hvordan bliver deltagerne gjort opmærksomme på forskellen mellem individuelle erfaringer og forskningsbaserede konklusioner?
Hvordan forholder workshoppen sig til Social- og Boligstyrelsens aktuelle anbefalinger? Hvordan sikrer arrangørerne, at der ikke opstår en forståelse af, at autistiske menneskers kønsidentitet generelt bør forklares eller problematiseres gennem deres autismediagnose?
Og hvorfor har man valgt netop disse fire fortællinger uden samtidig at præsentere erfaringer fra autistiske mennesker, der lever med en vedvarende transkønnet eller nonbinær identitet?
Det sidste spørgsmål handler ikke om, at enhver workshop nødvendigvis skal repræsentere alle perspektiver. Det handler om, hvad udvælgelsen samlet set kan komme til at signalere, og om arrangørerne er bevidste om denne virkning.
Jeg finder det også relevant at spørge, hvordan konferencen arbejder med faglig kvalitetssikring.
Er oplægsholderne blevet bedt om at skelne mellem deres personlige erfaringer og generelle faglige påstande?
Er der fastsat rammer for, hvordan usikre eller omdiskuterede årsagsforklaringer må præsenteres?
Og har arrangørerne forholdt sig til den eksisterende peer-reviewede forskning på området?
Hvis ikke, hvorfor ikke?
Når en forening, der arbejder for autistiske menneskers rettigheder, vælger at give plads til en workshop om autisme og kønsidentitet, må man også kunne forvente, at den tager ansvar for, at autistiske menneskers rettigheder ikke utilsigtet undermineres gennem den viden, der formidles.
Det ansvar kan ikke alene placeres hos den enkelte tilhører med en forventning om, at vedkommende selv kan skelne mellem personlige fortællinger, hypoteser og videnskabelige konklusioner. Og det kan heller ikke fuldstændigt afvises med en efterfølgende forklaring om, at oplægsholderne kun taler på egne vegne.
For det er netop arrangøren, der har valgt den faglige ramme.
Jeg ønsker ikke, at nogen skal fratages retten til at fortælle om deres liv. Jeg ønsker heller ikke, at mennesker, der har fortrudt en kønstransition, skal bringes til tavshed. Deres erfaringer kan være værdifulde, og de kan bidrage til bedre forståelse af, hvordan sundhedsvæsenet og det sociale system kan møde mennesker mere individuelt og kvalificeret.
Men jeg ønsker, at samme respekt gælder de autistiske mennesker, som har en vedvarende transkønnet eller nonbinær identitet.
Deres selvforståelse skal ikke gøres mindre troværdig, blot fordi andre autistiske mennesker har haft en anden livshistorie.
Vi må kunne rumme begge dele uden at gøre den ene gruppes erfaringer til en forklaring på den andens eksistens.
Og vi må kunne kræve, at faglige konferencer gør sig umage med netop den skelnen.
For hvis vi som samfund accepterer, at udvalgte personlige fortællinger får karakter af generel faglig sandhed uden et tilstrækkeligt evidensgrundlag, risikerer vi at skabe en praksis, hvor mennesker bliver mødt med forestillinger om deres diagnose frem for med nysgerrighed på deres individuelle behov.
Det er særligt alvorligt på et område, hvor selvbestemmelse, identitet, psykisk trivsel og adgang til kvalificeret hjælp hænger tæt sammen.
Jeg mener derfor ikke, at kritikken af Skivekonferencens workshop kan afvises som et spørgsmål om, hvorvidt nogle mennesker bryder sig om oplægsholdernes personlige historier.
Kritikken handler om noget langt mere grundlæggende.
Den handler om, hvilken viden vi giver faglig autoritet, hvordan vi beskytter den enkeltes autonomi, og hvilket ansvar arrangører har for de forståelser, de er med til at udbrede.
Det afgørende spørgsmål er ikke, om de fire oplægsholdere har ret til at fortælle deres historier. Det har de. Spørgsmålet er, om arrangørerne har sikret, at disse historier ikke bliver ophøjet til generelle sandheder om autistiske mennesker, og om de er villige til at tage ansvar for de konsekvenser, det kan få, hvis de bliver det.
For en faglig konferences ansvar ophører ikke, når oplægsholderne forlader scenen.
Det fortsætter i de forståelser, fagpersonerne tager med sig hjem, og i den måde, de efterfølgende møder de mennesker, som konferencen hævder at ville skabe bedre vilkår for.
Når man giver nogen en faglig platform, giver man dem også mulighed for at påvirke praksis. Den indflydelse forpligter.
Og netop derfor er det ikke urimeligt at kræve dokumentation, gennemsigtighed og faglig ansvarlighed.
Det er det mindste, man bør kunne forvente af en konference, der handler om autistiske menneskers liv og rettigheder.
______________________________
Hvis du gerne vil følge med i det, Stinne skriver, kan du følge hende på instagram - hendes brugernavn er @stinne_scatterbrain




