Åbent brev til Skivekonferencen

Nedenstående brev er den 12. oktober 2026 sendt som åbent brev til programudvalget for Skivekonferencen 2026. Vi deler brevet her, så alle interesserede kan få forståelse for, hvad vores kritik af udvalget handler om
Trigger warning: Beskrivelser af transfobi, gender critical language og diskrimination mod autistiske transpersoner ved CKI på baggrund af deres autisme
København Ø. den 12. oktober 2026
Åbent brev til programudvalget for Skivekonferencen
Kære programudvalg!
Vi er mange, der - på forskellig vis - har forsøgt at gøre jer opmærksomme på problematikken i, at I har workshoppen Autisme, traumer og kønskonformitet - hvorfor viden om autisme er så vigtig på programmet. Vi vil gerne her samlet ridse op, hvorfor det er så vigtigt for os, og hvorfor nogle af os har valgt at trække vores egne bidrag til årets konference.
Kontekst for workshoppen
Det allervigtigste er at forstå den kontekst, workshoppen er en del af. Her tænker vi både på, (1) at oplægsholderne åbent forfægter transfobiske synspunkter (med tilknytning til bl.a. antitransaktivisten Lotte Ingerslev og antitransorganisationen Dansk Regnbueråd), (2) at ingen af dem har levede erfaringer som transpersoner eller nonbinære, eller nogen form for LGBTQ+-faglighed, men alligevel får mulighed for at holde en workshop om emnet – og det endda, (3) til deltagere, der møder op med et behov for viden om og indsigt i, hvordan de skal gribe, forstå og hjælpe bl.a. autistiske transpersoner og nonbinære personer.
Vi er dybt bekymrede for, hvad I som toneangivende fagligt organ giver en platform ved at have en workshop som denne på programmet. Vi er bekymrede for den direkte indflydelse, det kan få på autistiske transpersoner og nonbinæres liv, at transfobiske stemmer får en platform til at påvirke de mennesker, der skal hjælpe dem.
Oplægsholderne har eksplicit udtalt sig negativt om transkønnethed og behandling i flere sammenhænge. I et høringssvar til folketinget sammenligner Autisme- og Aspergerforeningen kønsbekræftende behandling med at bekræfte anorektikere i, at de er fede, ligesom Nina Catalina Michaelsen og Peter Rødbro i et debatmøde arrangeret af Dansk Regnbueråd bl.a. argumenterede for:
at transkvinder ikke er kvinder.
at autistiske mennesker er 30% bagud i deres mentale udvikling.
at kønsbekræftende behandling er et potentielt brud på Helsinki-deklarationen og trækker tråde til nazilægers eksperimenter.
Autisme - og Aspergerforeningen står også bag folderen ”Autisme og kønsidentitet”, der ved udgivelsen i 2024 mødte kritik fra bl.a. transpersoner og allierede. Det gjorde den, fordi den først og fremmest betonede forvirring, umodenhed og mangel på psykoedukation som forklaring på oplevelsen af atypisk kønsidentitet. Transkønnethed og det at være nonbinær nævntes ikke med ét eneste ord.
Foreningen blev gjort opmærksomme på, at folderen dermed fremstod delegitimerende i forhold til autistiske transpersoner og nonbinære. Mange frygtede, at folderen kunne bruges som et redskab til at tale for at begrænse og/eller besværliggøre adgang til social og medicinsk transition for autistiske mennesker.
Den frygt er desværre blevet til virkelighed. Ved flere lejligheder har CKI uddelt folderen, skønt den hverken bygger på faglighed, forskningsmæssigt belæg eller best practice. Den har autister som afsendere, men ikke autister med levede erfaringer med at være nonbinære eller transkønnede. Men som frygtet bruges den lige netop som argument for at afvise autistiske transpersoner og nonbinære. Folderen gør reel og alvorlig skade på mennesker, der, ligesom alle os andre, har ret til at definere sig selv.
Vidnesbyrd fra nonbinære og transkønnede autister
Vi vil gerne gøre konsekvenserne ved dette meget tydelige for jer. Adam Goslett(4) har indsamlet en række vidnesbyrd fra mennesker, der har søgt hjælp til transition hos CKI. Flere af dem er fra autistiske mennesker. Dem har vi fået lov til at dele med jer, og vi håber virkelig, de gør indtryk og gør det konkret, hvad der er på spil:
"Ang. dårlige oplevelser på CKI, så blev jeg afvist pga. min autismediagnose (...) Jeg har flere gange fået at vide, at de er meget forsigtige med at tilbyde autister behandling (...) På vejen ud fik jeg så også en flyer fra Autisme - og Aspergerforeningen om at hvis autister oplever kønsubehag, så er det ikke transkønnethed, men er ubehag med puberteten... Og den giver CKI glædeligt ud"
"Min søn blev afvist, fordi han var for uselvstændig og skal arbejde med sin afhængighed af støtte til bl.a., at komme til og fra CKI. Han er autist!!! De forlanger simpelthen, at han skal være mindre autist, inden han kan komme i behandling"
"Jeg fik også at vide at min autisme også spillede ind i min bedømmelse (det ved jeg ikke hvad jeg skal gøre ved, så vidt jeg ved går det ikke væk, lol)"
"Når nu jeg var autist, så var jeg jo nok fire år bagud mentalt"
"Min bror blev blankt afvist i København, fordi han har en autisme - og skizofrenidiagnose - for man kan åbenbart ikke have andre diagnoser og være transkønnet"
"Jeg er stadig dybt frustreret, og føler mig generelt behandlet, som om jeg ikke er til at stole på, når det kommer til mine ønsker til egen krop. Som om jeg ikke har overvejet processen og konsekvenserne af mine ønsker. Jeg ville ønske at jeg blev behandlet som et autonomt mennesker, der fik lov til at bestemme frit over mig egen krop, uden at der hele tiden skal stilles tvivl til, om jeg forstår hvad jeg gør"
"(jeg) kom så til den afsluttende samtale (inden kønsbekræftende operation), hvor de pludselig kom i tanke om at jeg har en autismediagnose som også har betydning for resultatet, så de skulle lige indhente nogle papirer om det. Det gav jeg samtykke til. Nogle måneder senere fik jeg så afslag. Jeg fik at vide det var på grund af min autismediagnose, og at "nogle autisters hjerner udvikles langsommere" så de var bekymrede om jeg forstod konsekvenserne ved operationen når jeg kun var 21 år. Men de valgte at give afslag med dette generelle træk som begrundelse, på trods af at mine udredningspapirer siger at jeg ikke er udviklingshæmmet, men har andre ting der gør, jeg fik diagnosen med autisme."
"(...) Jeg ved derfor at jeg ER på spektrummet, men det gør CKI ikke. Til denne afsluttende samtale begynder min "sagsbehandler" så at snakke om nogle af de "kritiske faktorer" der kan være med til at afgøre om jeg bliver afvist hormonbehandling eller ej, og en af disse er selvfølgelig hvis man har en neurodivergent diagnose. Hun kigger så på mig og siger, at hun ikke ser nogle autistiske træk ved mig (...) Hun siger så, at hun mener ikke jeg har autisme FORDI mit... ... sociale liv hænger godt sammen med min høje intelligens og jeg har en "sammenhængende hverdag", hvad end i helvede det betyder. Jeg beder hende om at uddybe, og hun vælger så at gruppere hele autismespektrummet sammen i en udtalelse om, at "autister har jo svært ved at have venner"
"Jeg tog sådan en generel test for at se om jeg havde noget jeg skulle udredes for, og de var nogle tegn på autisme. De sagde til mig at jeg bare lige skulle se om det var noget eller ej, men at det ikke ændrede noget. Da jeg så fik diagnosen, skulle jeg til møder hos dem langt oftere, fordi de mente at kønsskifte kunne være en særinteresse."
"Jeg var afvist pga blandt andet (...) autisme (...) CKI synes åbenbart det er okay at fortælle transkønnede hvordan de har det"
Nonbinære og transkønnede autister afvises altså i sundhedsvæsenet, fordi de er autistiske, og Autisme- og Aspergerforeningens folder medvirker til at legitimere denne diskrimination.
Når ytringer diskriminerer og skader
Skivekonferencen er en vigtig institution på autismefeltet og en institution, der arbejder på, at autistiske mennesker skal høres. Men på den planlagte workshop bliver de fire oplægsholdere desværre hørt om et emne, de ikke har faglig viden om eller selv har erfaringer med.
Ligesom AAF nægtede at skrive noget som helst om transkønnethed i en folder, der allerede har fået (negativ) betydning for transpersoner, afvikler de nu en workshop, der får betydning for transpersoner, men er renset for levede erfaringer eller LGBT+-faglighed. Og ikke bare det. De arbejder løbende på at ekskludere og bortforklare sådanne erfaringer. De kommer som autistiske oplægsholdere med klare og farlige transfobiske holdninger og handlinger, der allerede har forvoldt skade.
Med workshoppen gives desværre en platform for en tilgang, der kan ende med at fratage autistiske mennesker basale rettigheder, herunder retten til lige adgang til sundhed. Dette er ikke kun et alvorligt problem for transpersoner og nonbinære og alle os, der støtter dem ubetinget, men burde optage alle, der har relation til autismefeltet i Danmark.
Vi er store fortalere for ytringsfrihed. Vi ønsker som jer, at mange stemmer bliver hørt. Vi trives godt med både debat og uenigheder. Det gælder også, når det føles ”besværligt”; når vi er dybt uenige eller undrer os over, hvad der bliver sagt. Det gælder også offentligt, til store konferencer og i debatter. Vi mener selvfølgelig også, at ytringsfriheden aldrig nogensinde må bruges til at skade andre. Og vi mener, at vidensinstitutioner som Skivekonferencen spiller en meget vigtig rolle i at bremse fake news, propaganda og transfobi. Det gælder også, når det er pakket ind i et budskab om, at ”viden om autisme er vigtigt” eller, når oplægsholderne selv er autister.
Det er dét, mere end noget andet, vi håber, I forstår: At vi frygter for konsekvenserne af workshoppen for vores autistiske medmennesker. Hvis bare én professionel går fra workshoppen med det budskab, at autisme kan være en grund til ikke at anerkende et menneskes kønsidentitet (som ellers anbefalet af Social - og Boligstyrelsen(5)), kan det få livstruende konsekvenser. Og tænk sig, hvis den ene professionelle delte sin nytilkomne "viden" fra Skivekonference med resten af arbejdspladsen, med venner, familie, følgere?
Vi elsker simpelthen vores transkønnede medmennesker og de grundlæggende menneskerettigheder for meget til ikke at handle på dette. Vi vil af høflighed gøre jer opmærksomme på, at vi er bekendte med, der planlægges fredelige demonstrationer for alles ret til autonomi over egen krop, fyldt med kærlighed, støtte og opbakning til transkønnede og nonbinære mennesker.
De bedste hilsner fra
Pædagog og autismeaktivist
Psykolog, konsulent og underviser
Faglig konsulent med speciale i autisme, ADHD og peer-støtte
Atlas Dahl
Cand.stud. og handicapaktivist
Ellis Kessel
PDA-fortaler
Sif Hamalainen Sirdorf
Cand.pæd.pæd., forfatter og aktivist
Autistisk forandringsagent, foredragsholder og rådgiver
Cand.pæd., supervisor og pædagogisk seniorkonsulent
Foredragsholder og pædagogmedhjælper
__________________________________
Kildeliste:
(Trigger warning for kilde 1-3: Transfobi, misinformation, diskrimination, gender critical languange)
(2) Debat på Folkemødet 2026 med ”Dansk Regnbueråd - Hvorfor skifter så mange autister køn?”
(3) Autisme- og Aspergerforeningens folder om autisme og kønsidentitet
(4) Adam Goslett kan kontaktes på adamgoslett@proton.me for en kopi af rapporten med vidnesbyrd. Rapporten sendes ikke til privatpersoner, men til foreninger, organisationer, partier og andre med legitim interesse




