top of page

At være autistisk transperson - et indefra-perspektiv

25. okt.
10 min læsning

Opdateret: 27. okt.

I denne artikel har jeg, Silke, interviewet Hilde, Atlas og Tone, som alle er diagnosticerede med autisme og identificerer sig som transpersoner. Interviewet har foregået på skrift ved at jeg har stillet dem en række spørgsmål, som de har svaret på. Deres svar er delt med jer i artiklen her.


Mød de personer jeg har interviewet:


Navn: Hilde


Alder: 32 år


Pronominer: Hun/hen


Navn: Atlas


Alder: 27 år


Pronominer: Han/ham, hen/hem eller de/dem


Navn: Tone


Alder: 27 år


Pronominer: hen/hem eller de/dem


Hvor gammel var du, da din autismediagnose blev stillet?


Atlas: Jeg var 6 år gammel, da jeg fik min diagnose.


Hilde: Jeg fik diagnosen, da jeg var barn, jeg var 12 år gammel. Jeg husker ikke meget fra diagnoseprocessen da jeg jo var barn, og ikke helt var klar over hvad diagnosen egentlig betød for mig. Da jeg var yngre følte jeg rigtig meget skam over at være autist, og prøvede at lade som om jeg var neurotypisk, men det var uden held. I dag er jeg glad for at have fået diagnosen så tidligt i mit liv, og føler mig også stolt over at være autist! 


Tone: Jeg var 26 år.


Hvordan vil du beskrive din oplevelse af at leve med autisme med dine egne ord?


Atlas: At være autist er at være menneske. At være autist er at være menneske i en verden, hvor ens menneskelighed sjældent anerkendes. 


Hilde: Jeg oplever at der er en kommunikationsbarriere mellem mig og neurotypiske mennesker som gør det svært for os at snakke sammen og danne relationer. Jeg forstår andre autister, og andre autister forstår mig, ligesom jeg fornemmer at neurotypiske forstår hinanden. Men når jeg skal kommunikere med neurotypiske bliver ansvaret for at overkomme den tidligere benævnte "sprogbarriere" lagt på mine skuldre, fordi jeg skulle være den der er "forkert", og det synes jeg slet ikke er okay! 


Tone: Det er svært at svare på, for jeg har jo bare været mig hele livet. Autismen bliver først tydelig i mødet med andre mennesker og med samfundets krav. For mig betyder den dyb fordybelse og stor glæde, når jeg får lov at være opslugt af noget sammen med dem, der forstår mig. Den betyder også sensitivitet, svingende energi og et evigt energiregnskab. Med AuDHD er det som to ulve, der kæmper om, hvad jeg har brug for. Det er voldsomt fantastisk og voldsomt hårdt på samme tid.


Hvor gammel var du, da du fandt ud af at du var transkønnet? Og hvordan?


Atlas: Jeg var 12 år gammel, da jeg for alvor anerkendte min kønsdysfori, men længere inde i mine teenageår, før jeg kunne sætte ord på hvad det var og hvad det betød. Jeg tror, at den måde, jeg som autistisk barn lærte at se min krop på (som noget, der skulle undertrykkes og kues, så jeg kunne passe ind i andres forventninger) gjorde det sværere for mig at anerkende mine egne følelser i forhold til mit køn. 


Hilde: Jeg var 24, og jeg var med i en lille gruppe af autistiske studerende, hvor en af de andre for nylig var sprunget ud som transkvinde. Det var pga. hende at jeg begyndte at søge online på hvad det vil sige at være transkønnet og non-binær, og kunne godt genkende nogle af mine egne oplevelser i hvad jeg fandt. Jeg læste også op på, hvad krydshormoner ville gøre ved min krop og kunne godt mærke i mig selv, at hvad de gjorde ville jeg gerne for min egen krop. 


Tone: 25 år da det blev tydeligt for mig, men jeg har altid stillet spørgsmål ved etablerede normer og haft stor forståelse for andre queer- og transpersoner, og kunne genkende mig selv i meget. På et tidspunkt gik det op for mig, at de mennesker, jeg var tættest på og mest tryg ved, var neurodivergente transpersoner og kønsnonkonforme personer. De gav mig sprog for noget, jeg selv havde oplevet, men ikke kunnet sætte ord på. Længe var jeg bange for ikke at være “trans nok”. Men de mødte mig med: “Du er nok. Føler du det, så er det sådan.” Det var en enorm lettelse at blive styrket i min egen selvforståelse og autonomi.


Hvad er det bedste ved at være i lige præcis din krop?


Hilde: Den kan løbe, hoppe, lande, og balancere. Den kan lave fede moves på dansegulvet. Den kan holde til rigtig meget, den kan både falde og rejse sig op, men også tage et slag og endda give flere tilbage. Når jeg kigger mig i spejlet, så føles den rigtig, den føles som mig. Den kan mærke kærlig berøring fra mine kære, som sender signaler igennem hele min krop. Den kan cykle langt, så jeg kan komme rundt omkring. Den er smuk, men også praktisk, og jeg elsker at klæde mig på måder hvor jeg kan udstråle begge dele. 


Tone: At jeg er nået til et sted, hvor jeg kan være omsorgsfuld og forstående over for mig selv. Det er sket på trods af meget modstand fra min krop, mit helbred og et svært forhold til den, og de barrierer jeg har mødt på i samfundet. Og så mærker og udtrykker jeg følelser stort - det kan ligesom boble over af energi både fysisk og psykisk. Det giver mig en enorm glæde og nogle relationer, som jeg tror, det er svært for andre at forestille sig. 


Atlas: Det bedste ved at være i min krop er, at jeg bliver ved med at være det trods folks mange holdninger til netop dette. Autistisk transkønnet væren i verden er ikke til for at provokere, men helt eksistentielt har jeg valgt at omfavne det fandenivoldske i, at hver dag, jeg fortsat lever, kommer til at pisse nogen af uanset om jeg vil det eller ej. At omfavne det fandenivoldske har gjort mig god til en masse andre ting, som jeg er stolt af og finder glæde i - både det politiske, det akademiske og det hobbybaserede. 


Hvornår bliver det svært for dig at være transkønnet?


Hilde: Når der bliver slået tvivl om jeg 'virkelig' er kvinde, eller om jeg har lov til at være en del af fællesskaber. Om jeg egentlig er velkommen er en tanke jeg tit har i baghovedet, der er virkelig svær at lægge fra mig. 


Atlas: Det er svært at være transkønnet, når vi underlægges folks holdninger til vores eksistens, og behandles som det evige "andet", som ciskønnede kan få lov at projicere alle deres egne frygter og kvaler over på - og dermed påtage sig retten til at definere vores væren. 


Tone: Det bliver svært, når jeg møder mennesker, der ikke engang er nysgerrige på transpersoners oplevelser. Det er ellers så nemt at læse lidt, søge lidt eller lytte til en podcast. Det bliver også svært, når jeg ser vores rettigheder og støttesystemer blive truet og forsvinde. Og når folk siger: “Vi er jo blevet et mere rummeligt samfund.” Okay, vis mig hvor, og helt konkret hvordan? Den oplevelse har typisk kun dem, der i forvejen er mere privilegerede, og ikke selv mærker barriererne på egen krop og sind.


I debatten hører jeg ofte, at “der skal være plads til alle stemmer”, også de transfobiske og transkritiske. Men det er et toleranceparadoks: når vi tolererer intolerance, legitimerer og styrker vi den side, der undertrykker. Det er igen og igen majoriteten og de privilegerede, der bliver beskyttet, mens de, der står i undertrykkelsen, må betale prisen.


Har du oplevet, at din autismediagnose har gjort det sværere for dig at være transkønnet? Hvis ja, hvordan?


Atlas: Jeg oplever dagligt, at autistiske transkønnede bliver italesat som det ultimative skræmmebillede, og at sundhedssystemet så vel som institutioner (specialskoler/bostøtte/botilbud osv) bruger særdeles meget tid og kræfter på at forhindre vores livsudfoldelse. 


Hilde: Ikke i sundhedssystemet, men det har bestemt gjort det sværere at omgås andre transkønnede. Man skulle tro at det at så mange transkønnede også er autister skulle give os en hvis form for social indflydelse, men det har simpelthen ikke været min oplevelse. Jeg har alt for tit oplevet en komplet mangel på solidaritet fra neurotypiske og neurotypisk-passerende transpersoner, hvilket er ekstremt desorienterende at modtage fra en gruppe der allerede i så høj grad oplever at blive skubbet udenfor resten af samfundet. Jeg vil rigtig gerne transmiljøet, men mange gange føles det som at transmiljøet ikke vil mig. 


Tone: Nej, men nok kun fordi jeg har fundet trygge fællesskaber med andre transkønnede autister. Her skal jeg hverken forklare eller forsvare mig, og vi kan udforske nuancerne og usikkerhederne, hvis vi har lyst. Det er en af hovedårsagerne til, at mit arbejde i dag handler om at give andre adgang til lignende fællesskaber. Fordi jeg selv har oplevet hvor enormt vigtig det er. Samtidig har jeg stadig ikke turdet at prøve mig ind i sundhedsvæsenet endnu for kønsbekræftende behandling, fordi jeg kun har hørt dårlige ting fra andre autister og nonbinære.


Hvordan har du det med den offentlige samtale om autisme og transkønnethed, sådan helt generelt?


Hilde: Jeg synes det er skræmmende at folk mener at min autisme skulle være grundlag for at jeg ikke kan tage beslutninger omkring hvem jeg er eller om min egen krop. At det så endda kommer fra en forening der påstår at repræsentere autister er jo helt sindssygt! Jeg forstår ikke hvordan man kan sige sådan noget uden at se hvordan det underminerer autisters ret til selvbestemmelse. 


Atlas: Det gælder i den grad også for den offentlige samtale [at det at være autist og transkønnet bliver italesat som det ultimative skræmmebillede], hvor vi bliver skudt i skoene, at vi f.eks. mangler evnen til at forholde os rationelt til vores egne liv, og bør fratages retten til autonomi og selvdefinition. Det gælder ikke kun for autister, men for handicappede generelt, hvor vi helt klassisk placeres i et "catch-22" - hvis vi skal modtage hjælp, skal vi også underlægges andres magt, som rækker længere endda end intimsfæren og faktisk helt ind i vores kroppe og sind, som i så fald skal defineres og italesættes udelukkende af dem, som "hjælper". Det samme gælder for transkønnede, og derfor udgør vi p.t. en særligt prekær dobbeltminoritet.  


Tone: Jeg er vred og skuffet, men desværre ikke overrasket. Jeg har ressourcerne, privilegierne og menneskene omkring mig til at kunne holde det ud, men det har langt fra alle. Derfor stiller jeg op: de, der kan, skal det.


Støtten bliver bygget ned, og vores rettigheder er reelt truet. Er man uenig i det, er det et tegn på, at man ikke selv står i det. Bare for nylig er følgende sket:

Og så er der det, der aldrig har fungeret:


Hvad ville du ønske du kunne sige til arrangørerne bag Skivekonferencen i relation til situationen med workshop 12, som vi også har sendt dem et åbent brev omkring?


Hilde: Når i lader folk bruge jeres konference til at afholde workshops, så skal i ikke bare kunne stå inde for indholdet af workshoppen, men også for de mennesker der afholder den, og de her mennesker har direkte bidraget til at gøre det sværere for transkønnede autister at få den behandling de har brug for. Det er ikke bare indholdet af en enkelt workshop der er problemet her, men at den workshop repræsenterer en potentiel kontaktflade for deres transfobiske retorik til at nå ud til flere mennesker, og det synes jeg i skulle tage noget ansvar for! 


Atlas: Jeg ville ønske, at jeg kunne sige til arrangørerne bag Skivekonferencen, at de bør undersøge den efterhånden rimeligt velkendte parole om "Nothing About Us Without Us". Hvis de ser sig selv som en del af handicaprettighedskampen, er der noget utroligt basalt her, som tilsyneladende er glippet, når de vælger at have autistisk transkønnethed som program-emne uden nogle autistiske transkønnede stemmer. 


Tone: Det er skuffende, men ikke overraskende, at I giver plads til transfobisk indhold. Det tyder på, at dem, der arrangerer og kuraterer, ikke selv repræsenterer bredden af autistiske erfaringer. Ellers var det aldrig sket.


Jeg tror ikke, I har onde hensigter. Men hensigt er ikke det samme som konsekvens. Der er sket et stort tillidsbrud, og tillid genopbygges kun gennem konkret handling:

  • Sig undskyld.

  • Lyt og lær, og opsøg viden selv.

  • Inddrag de perspektiver, I mangler, og kompenser de I inddrager retfærdigt.

  • Se på jeres egne privilegier og magtstrukturer, og gør noget med dem der det driller.

  • Vis os præcist, hvordan I gør det bedre.


Det sværeste er at erkende, når man har gjort skade, men det er der, reparationen begynder. Og I skal reparere dette og gøre det bedre, om I er faktisk er seriøse I jeres autismearbejde.


Hvad vil du gerne sige til de transkønnede autister, deres nære relationer og deres fagpersoner, som måtte læse med i artiklen her?


Atlas: Autistiske transperson - dit liv og din frie udfoldelse er livsvigtig! Du står ikke alene, og der er ingen andre, som har mere ret til at definere DIG, end du har - uanset relation eller "faglighed". Det er skræmmende at være dobbeltminoritet under pres fra en omverden, som stejler på at møde os, men heldigvis er vi ikke alene. TAK til dig der, uanset hvem du er, kæmper kampen på vores side. Du har også overvundet et stærkt pres fra omverdenen for at være der hvor du er, og jeg er hamrende imponeret over alle jer, som vælger nysgerrighed og kritisk tænkning over reaktion og magtmentalitet. 


Tone: Til autister: Du er god nok, som du er, også når det ikke føles sådan. Søg mod mennesker, du er tryg ved og kan spejle dig i. Den modstand og stress, du mærker, er reel. Det hedder minoritetsstress og systemstress, og det er ikke din skyld.


Til nærtstående: Støt dem, og søg selv støtte og viden. Lav researchen, og læg ikke hele byrden på jeres person.


Til fagpersoner: Vær fagligt nysgerrige! Prøv, fejl og prøv igen. Jeg ved, at I står i et presset system, men tag ansvar for jeres egen læring og aflæring. Støt borgerens egne drømme og ønsker. Hjælp med at undersøge kønsidentiteten på en anerkendende og konkret måde, fx ved at finde beskyttende faktorer og trygge fællesskaber. Det mindsker stress og styrker den mentale sundhed. Anvend en nysgerrighed-først tilgang. Målet er jo at støtte personer til at få et godt og bæredygtig liv.


Hilde: Din krop er din, og du er endegyldigt den eneste der har ret til at beslutte hvad der sker med den, og det må du ikke lade andre tage fra dig <3


Til nære og fagpersoner:

Det er meget nemt at sige at man tager udgangspunkt i et forsigtighedsprincip ved ikke at gøre noget, men ikke at gøre noget er ikke en neutral beslutning. Det kan godt være det gør skade at give behandling til en, der ikke har brug for det, men det gør også skade IKKE at give behandling til en der HAR brug for det. Rigtig mange autister er blevet gaslightet hele livet til ikke at stole på deres egen interne oplevelse, så når en autist kommer og fortæller dig hvordan de har det, så tro på dem! 

___________________


Vil du gerne vide mere om situationen med Skivekonferencen, og en lang række fagpersoners bekymring over, at de giver plads til indhold på deres konference som kan være skadeligt for autistiske transpersoner, så henviser jeg til det åbne brev, jeg og 9 andre har sendt til konferencen den 12. oktober 2026, samt artiklen Når Personlige Fortællinger Får Faglig Autoritet - Hvem Har Så Ansvaret?


Den 5. november 2026 fra kl. 8:30 - 15:30 har afsenderne bag det åbne brev arrangeret en fredelig demonstration foran Kulturcenteret i Skive, samme dag som Workshop 12 afvikles. Der vil være fine flyers, badges, god stemning og godt humør. Kom endelig forbi, hvis du alligevel besøger konferencen, eller hvis du gerne vil vise din støtte til autistiske transpersoner - du kan læse mere om demonstrationen her.



bottom of page