top of page

Autisme og cyklus

aug. 18

7 min. læsning

Generel viden, egne erfaringer samt og tips og tricks til dig, der er autist og har en cyklus


Skrevet af Silke Arbo og Bella Neergaard


At være autist og have en cyklus kan være en udfordrende oplevelse, hvis man ikke er klædt rigtigt på til at håndtere det. Studier peger på, at autistiske kvinder og andre autistiske mennesker med en cyklus har sværere ved at regulere sine følelser, når de er i den luteale fase af sin cyklus, altså den sidste fase inden menstruationen kommer og en ny cyklus starter. Andre studier peger også på, at autistiske kvinder er mere tilbøjelige til at opleve PMDD (premenstrual dysphoric disorder, en mere intens version af PMS), og helt andre studier viser, at autistiske kvinder og andre autistiske personer med en cyklus har brug for mere konkret og detaljeret information om menstruation, meno-produkter og hvordan man bruger dem.


Der er altså en del research der peger på, at autistiske kvinder og andre autistiske mennesker med en cyklus er mere sårbare, når de har deres menstruation, og har behov for anderledes og mere detaljeret viden, end man som udgangspunkt får i folkeskolens seksualundervisning. Derfor vil vi i denne artikel dele ud af vores egne erfaringer med vores første menstruation, vores erfaringer med forskellige typer af meno-produkter, og generelle tips og tricks til at navigere i livet med en cyklus som autist.


Historien om min første menstruation - Silke


Jeg var lige fyldt 13 første gang jeg fik menstruation. Det var i sommerferien inden jeg startede i 7. klasse, at jeg en aften imens vi sad og så film opdagede noget brunt udflåd i mine trusser, og jeg kan huske at jeg havde en af mine veninder på besøg, som jeg fortalte det til med det samme jeg opdagede det. En del af pigerne i min folkeskoleklasse havde allerede fået deres, så jeg var en af de sidste, og havde gået og været lidt usikker på om der var noget galt med mig, fordi jeg ikke havde fået den endnu ligesom alle de andre. 


Jeg var meget høj, slank og havde ikke ret mange kurver sammenlignet med mine jævnaldrende, så jeg var glad for endelig “at være blevet en rigtig kvinde,” som det blev formuleret at nogle af de voksne omkring mig, mest af alt så der var et punkt mindre, jeg følte mig bagud og forkert på, når jeg sammenlignede mig med pigerne i min klasse.


Jeg var virkelig stolt og glad, lige indtil jeg skulle have et bind i, og det gik op for mig at sådan nogle havde vi ikke i huset. Min mor er sanse-udfordret (og med al sandsynlighed på autismespektret), og har af den grund ikke kunnet bruge bind, men har altid brugt tamponer i stedet. Jeg er den ældste datter i min familie, så der havde ikke været grund til at have bind i huset før jeg fik min menstruation.


Det betød selvfølgelig, at vi var nødt til at køre i supermarkedet dagen efter og få fat i en pakke bind til mig. Jeg havde både min mor og min far med, så det hele var ekstra pinligt, fordi jeg var grunden til at en MAND stod i sektionen med meno-produkter. Jeg kan huske at jeg var så overvældet af hele situationen, at jeg var ved at få en nedsmeltning, da jeg stod der i supermarkedet, og skulle prøve at forholde til min krop der ændrede sig, at mit underliv gjorde ondt, at folk kiggede på mig fordi jeg græd, alle de mange farvestrålende pakker med bind og tamponer, og at der ikke var nogen til at hjælpe mig med at vælge imellem dem.


Midt i min begyndende nedsmeltning kom jeg i tanke om, at vi et år tidligere havde haft en venlig dame ude og fortælle om menstruation, meno-produkter, sex og lignende, og at hun havde haft en turkis pakke med bind med, som hun havde sagt var gode. Jeg kan stadig huske den dag i dag, at det var en turkis pakke med Libresse bind, ekstra lange med vinger. Jeg lokaliserede en pakke magen til på hylden i Kvickly, og sagde til min mor og far, at det var dem, jeg gerne ville have. 


Det tog mig 4 år og en ansættelse som ungarbejder i et supermarked at finde ud af, at det slet ikke var (og aldrig havde været) de rigtige bind for mig. Op til det punkt i 2017 havde jeg kun købt den ene slags bind, fordi det var den slags jeg havde fået at vide af en anden person var gode at bruge. Som jeg er blevet ældre har jeg fundet ud af, at kortere bind ude parfume er meget bedre for mig, da dem med tilsat duft og parfume får det til at klø helt vildt - det havde jeg bare accepteret som et vilkår, de første 4 år, fordi jeg var for usikker på at prøve nye bind, eller endnu vildere, tamponer. 


I dag bruger jeg stort set kun tamponer, fordi følelsen af bind der kradser mod min hud simpelthen er for ubehagelig til at jeg kan føre mine ting og passe mit arbejde, når jeg har menstruation. Bind er noget jeg sover med, og kun hvis jeg bløder for meget til at kunne lade vær. Jeg har overvejet at købe et par menstruations-trusser (eller 5), men jeg går i stå i processen med at vælge mærke, forhandler, størrelse og lignende, hver gang jeg prøver, og da det er lidt af en økonomisk investering, vil jeg gerne være sikker på jeg vælger rigtigt. Så for nu er tamponer det der fungerer bedst for mig.


Historien om min første menstruation - Bella  


Jeg fik min første menstruation, da jeg var 13 år. Jeg var ikke klar over, at det, jeg oplevede, var "min menstruation", jeg kan bare huske, at jeg havde mærkelige "mavekramper", men i underlivet. Jeg havde noget mærkeligt brunt udflåd, som slet ikke lignede blod, så jeg ignorerede det, indtil jeg nævnte det for min mor. "Det er din menstruation!" Det var et chok for mig, for jeg har altid troet, at menstruation var blod, og blod er selvfølgelig rødt. 


Det var svært at vænne sig til de fysiske symptomer på min menstruation. Jeg hadede den måde, mit bind løsnede sig på i løbet af dagen, hvilket gjorde det svært at fokusere i timerne, mens jeg havde denne ubehagelige klump plastikstof under min nederdel. Jeg hadede også uforudsigeligheden i, hvor meget jeg blødte. De "tungere" dage var fine, selvom de var intense. Men så snart jeg troede, at jeg var færdig med måneden, kom der en ny "dag" med blødning. Som autistisk pige, nu kvinde, klamrede jeg mig til alt, hvad jeg kunne kontrollere, og kæmpede med alt det, jeg ikke kunne. At spise, drikke vand, gå på toilettet - det var alt sammen ting, jeg havde kontrol over, fordi det var min krop. Men for første gang nogensinde var mit sind og min krop på en eller anden måde ude af sync. 


 Den sociale tilpasning til at have menstruation var også svær. Jeg kan huske, at jeg engang i skolen lagde mit ben op på et bord for at binde mine sko. Jeg havde et bind på.  En pige i min klasse sagde til mig: "Du ved godt, at vi alle sammen kan se dit bind, ikke?" Jeg blev forvirret, for selv om jeg havde glemt, at jeg havde bind på, hvorfor skulle det så betyde noget, at nogen kunne se det? Om noget troede jeg, at det ville være et tegn på coolness, da "at blive voksen" var noget, vi piger stræbte efter. Det øjeblik ændrede min egen fortælling om, hvad det vil sige at have menstruation. Skjul ethvert spor af din menstruation for omverdenen. Det er ikke sejt at bløde, ligesom det er sejt at have mascara på eller at kunne se Disney Channel på hverdage. 


Autismevenlig guide til at vælge de rigtige meno-produkter for dig:   


Bind:

 

Fordele:     

  • De skal ikke sættes op indvendig

  • Du kan nemt observere og holde øje med hvor meget du bløder

  • Du kan nemt bruge bind på alle dage under din menstruation, uanset om du bløder meget, lidt eller bare pletbløder en smule


Ulemper:

  • De kan føles ubehageligt mod huden, og kan derfor være ukomfortable at bruge

  • Da det er engangsprodukter skal du være opmærksom på hvor mange du har tilbage, huske at købe nye, og huske at pakke bind inden du tager afsted hjemmefra


Tamponer:


Fordele:

  • De kan fås i mange størrelser og med forskellige plastik-applikatore, så der er helt sikkert en variant der passer til dig og dit blødningsmønster den dag

  •  De kan bruges i f.eks. en svømmehal eller på stranden

  • Du kan ikke mærke tamponer imod din ydre hud eller i dine underbukser


Ulemper

  • De skal sættes op indvendig, og kan føles ubehageligt indvendig hvis du ikke sætter dem rigtigt ind

  • Det kan være farligt at have dem i for længe ad gangen, så du skal huske at skifte dem regelmæssigt

  • Da det er et engangsprodukt skal du være opmærksom på hvor mange du har tilbage, huske at købe nye, og huske at pakke tamponer inden du tager afsted hjemmefra


Menstruationskop


Fordele:

  • Den er genanvendelig, så du skal ikke hele tiden huske at købe nye

  • Den kan holde mere blod end en tampon eller et bind, så de skal ikke skiftes så ofte

  • Den sidder indvendig, så du kan ikke mærke noget på din ydre hud eller i dine trusser


Ulemper:

  • Man skal lære at bruge og desinficere den rigtigt efter brug

  • Der er en reel risiko for at spilde blodet, og du skal forholde dig til blodet, når du tømmer den


Menstruationstrusser


Fordele:

  • Føles som almindelige trusser, så der er hverken noget der føles forkert indvendig eller udvendig når du bruger dem

  • Du skal ikke huske at pakke meno-produkter når du forlader huset

  • De er genanvendelige, så du skal ikke hele tiden huske at købe flere

  • De kan komme i vaskemaskinen efter brug


Ulemper:

  • De er dyre i indkøb, sammenlignet med engangsprodukter, og du skal have flere stk. end med menstruationskoppen så det er (for nogle) en ret stor økonomisk investering at anskaffe sig nok par til at konvertere 100% til menstruationstrusser

  • Hvis du er lugt sensitiv er der en chance for at du bliver forstyrret af at kunne lugte dit menstruationsblod i løbet af dagen


Andre gode råd:


1: Brug en app til at tracke din menstruation (flo, clue eller lignende) for at skabe mere forudsigelighed omkring hvornår du begynder at bløde. Det kan være en god ide at notere i din kalender, hvornår du med stor sandsynlighed begynder at bløde

2: Altid hav eksta meno-produkter på dig, og ekstra smertestillende, i tilfælde af at din menstruation skulle overraske dig den dag. Det kan også være en god ide at have et par ekstra trusser i din taske i en lille plastikpose, så du er forberedt hvis nu du skulle bløde igennem. 

3: Lær de 4 stadier af cyklus at kende, og vær ekstra blid ved dig selv når du er i den luteale fase (indre efterår, den sidste fase inden du får din menstruation). I denne fase kan det være en god ide at lægge færre planer, gå tidligere i seng, spise god mad og generelt passe på dig selv.


Find den engelske version af denne artikel på Bellas hjemmeside her

bottom of page