I denne artikel deler jeg ud af de ting vi gjorde, for at gøre mit og min mands bryllup tilgængeligt for vores neurodivergente gæster. Jeg deler også nogle af mine bedste råd til dig, der står og planlægger et bryllup eller en anden større begivenhed, hvor flere af gæsterne har særlige behov.
Autismevenligt bryllup? Hvordan gjorde vi det?
Den 24. Februar 2024 blev jeg gift med min mand, Marcus. Vi blev viet i kirke og traditionen tro holdt vi fest efter. Der er dog et twist, der gjorde vores bryllup til noget ekstra særligt: Både Marcus og jeg er på autismespektret, og jeg vil gætte på, at 60-70% af vores bryllupsgæster også er neurodivergente i en eller anden kapacitet - nogle diagnosticerede, nogle selvidentificerede, og nogle peer-reviewed (andre ND mennesker er sikre på, de er ND, men de ved det ikke selv endnu)
Hvordan skaber man en bryllupsfest med plads til så mange mennesker i alle aldre med alle slags særlige behov?
Det gør man ved at tænke tilgængelighed, både fysisk- pædagogisk og social tilgængelighed, som man skal gøre, når man bruger tilgængelighedstrekanten.
Fysisk tilgængelighed:
Vi havde en enkelt kørestolsbruger med, som vi placerede med tæt adgang til både buffet og handicap toilet. Der var et stillerum ovenpå, man kunne trække sig til, hvis man blev overvældet, og al mad (pånær kagen) blev serveret som buffet, med grøntsager og lignende opdelt, så man kunne nøjes med at vælge hvad man kunne lide.
Pædagogisk tilgængelighed:
Allerede på bryllupsinvitationerne, havde vi indsat en QR kode, der linkede til et Google dokument med praktiske informationer om dagen. Dette dokument indeholdt blandt andet informationer om tidsplanen for dagen, transport, dresscode, en parkeringsvejledning, hvem toastmasteren var (med billede) og hvordan man kom i kontakt med dem med mere. Ved alles pladser til selve festen var der en lille lap med internet informationer, samt en QR kode med adgang til det praktiske dokument samt et Google foto album, hvor alle løbende kunne dele deres billeder fra festen. Godt for gæsterne og godt for os.
Social tilgængelighed
Her er der særligt vigtigt at være opmærksom på den bordplan man laver. Vi gjorde os umage for at skabe en bordplan, hvor alle sad ved bord med nogen, de var komfortable ved at sidde sammen med hele aftenen. Derudover gjorde vi meget for at vise, at det var ok at gøre brug af pauserummet ovenpå, og at vise at der var plads til særlige behov ved vores fest - blandt andet ved at hænge solsikke snore på væggene, som en del af dekorationerne. Vi tog også stilling til hvilke traditioner vi gerne ville følge og ikke ville følge på forhånd, og inkluderede det i oversigtsdokumentet - på den måde undgik vi akavede og halvhjertede forsøg på ting, vi ikke ønskede, og alle vidste hvilke traditioner og signaler de skulle forberede sig på til festen.
Alt i alt lykkes vi med at skabe en bryllupsfest, hvor vi følte os godt tilpas, og ikke havde et behov for at 'maskere' vores autisme, men kunne slappe af. Det er jeg virkelig stolt af.
Mine råd til dig, der skal planlægge en fest:
Mit bedste råd til dig, der står og skal planlægge bryllup lige nu - eller skal planlægge en større fest generelt - er at du skal planlægge ud fra, hvad du har mest af af følgende 3 ressourcer:
- Tid
- Penge
- Netværk
Det vigtigste i processen er, at man som planlægger kommer helskindet igennem. Det gør man nemmest ved at satse på den ressource man i forvejen har mest af; det kan nemlig kompensere de steder, hvor man ellers er udfordret.
Hvis det man har mest af er tid, så kan det være en løsning at lave mange af tingene selv. Invitationer, dekorationer, bordkort med videre … Stort set alt bliver billigere af, at man laver det selv, så hvis man har tid til det, og nyder at være kreativ, så kan det være en strategi til at gennemføre sin fest.
Er din stærkeste ressource derimod penge, så giver det god mening at betale sig fra mange af de ting, du ikke selv har hverken tid eller netværk til at løse. Mad, lokale, dekorationer med videre … Har man penge nok, kan man betale sig fra det hele. Er du særligt udfordret på planlægningsdelen, og har du pengene til det, kan det være en fordel at betale for en professionel bryllupsplanlægger, som kan tage over der hvor det bliver svært for dig.
Er din stærkeste ressource netværk, så handler det om at række ud, undersøge hvem der kan hjælpe med hvilke opgaver til hvilke priser, og så ellers bare uddelegere.
Vores stærkeste ressource i vores planlægning var netværk. Min far har arbejdet som slagter i mere end 35 år, så han lavede maden. Marcus’ familie hjalp med champagne, kage, billeder med mere (iværksættere netværker altid med andre iværksættere, og det nød vi godt af). Jeg havde en veninde til at hjælpe med makeup, en anden til at hjælpe med blomster, og en tredje der kunne hjælpe med grafiske ting.
Det hårdeste for mig var at holde overblik og koordinere tingene, men det var fantastisk at opleve, hvor mange i vores netværk der gerne ville hjælpe med at gøre vores drømmebryllup til virkelighed
Derudover så skal du huske at være tro mod dig selv, og at sige dine behov højt - også selvom det er svært. Det er din store dag, og du fortjener at den bliver, som du og din ønsker den skal være, uanset hvad andre måtte mene om jeres valg. Men ingen er tankelæsere, så hvis ikke du siger højt, hvad du ønsker dig og hvad du har brug for, så kan det være svært for mennesker omkring dig at imødekomme dig og dine behov.
Hvis du har læst helt hertil, så vil jeg sige tak for at du læste med! Jeg håber du er blevet inspireret til, hvordan du på nye måder kan tænke dine egne og andres behov ind i planlægningen af bryllupper og andre store events. Og hvis indlægget fik dig til at tænke på nogen som kunne have brug for at læse det, må du hellere end gerne dele det med dem.
Kærligst, Silke